Velkommen til de nye medlemmer
Vi har i årets løb fået mange nye medlemmer. Vi siger velkommen til dem alle.
Tid til frostsikring VIGTIGT
Vinteren nærmer sig, og det er på høje tid at frostsikre vandet. Du skal først og fremmest, hvis ikke du har frostsikret dit vandsystem, lukke for vandtilførslen og dernæst tømme vandrørene, så de ikke er fyldt med vand. Det samme gælder vandvarmeren. Toiletter kan frostsikres med kølervæske eller salt.
Du skal også være opmærksom på at sikre din vandbrønd. Vi har været ude for, at grundvandet stod så højt, at brønddækslerne blev løftet op og blev liggende ved siden af vandbrøndene. Det gav sidenhen frostskader. Det er dit ansvar at sikre, at dette ikke sker, og du kan fx lægge noget tungt på brønddækslet, så det bliver liggende, uanset hvor højt vandet står.
Endelig er det en god idé at “massere” hovedhanerne.
Detaljer står på hjemmesiden under Praktisk info > Vand.
Ændringer på hjemmesiden
Der er sket en række mindre ændringer på hjemmesiden. Praktisk info om datoer er rykket til forsiden, og information om køb og salg af kolonihave er omskrevet og er blevet til et eget menupunkt med et underpunkt om tinglysning.
Generalforsamling den 29. marts 2025
Næste års generalforsamling bliver lørdag den 29. marts kl. 10. Mere info følger som sædvanlig god tid i forvejen, men du kan allerede nu skrive datoen i kalenderen.
Nye nøgler
Vi har fået udskiftet låse og nøgler til kontor, værksted og fælleshus. Toiletnøglen er fortsat den samme. Nye nøgler udleveres til dem, der har brug for dem, til generalforsamlingen.
Adresser i Sommervirke
Officielt er adressen på en have nr. XX i Sommervirke: Hf. Sommervirke XX, 2770 Kastrup. Der skal altså hverken stå noget om Viberupstræde eller vejens navn. Vil man finde haven på Google maps, skal man skrive Hvf Sommervirke XX. Dette er et godt vink til chauffører eller gæster, når de skal finde frem. Se også på hjemmesiden under Praktisk info > Info om adresser.
Venlig hilsen
Bestyrelsen